Sygeplejerske med høj faglighed til spændende og alsidig stilling hos ACT i Housing First

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Housing First er i udvikling og udvider løbende indsatsen – derfor søger vi nye medarbejdere.

Housing First er en helhedsorienteret tilgang til hjemløshed, hvor borgeren tilbydes en selvstændig bolig kombineret med individuelt tilrettelagt bostøtte. Indsatsen omfatter Boligrådgiverne, CTI, ICM, ACT og M-ACT. Fælles for indsatserne er, at de understøtter og fastholder borgere i at bo i egen bolig. Housing First-indsatserne har høj politisk prioritet og bevågenhed.

Om ACT
ACT er en individuel, tværprofessionel indsats efter § 85a. Teamet består af pædagogiske bostøttemedarbejdere, socialrådgiver og sygeplejerske. Målgruppen er borgere med psykiske og somatiske lidelser – ofte i kombination med misbrug.

Borgerne har vanskeligt ved at benytte det ordinære støtte- og behandlingssystem og har derfor behov for intensiv, fleksibel og udgående tværprofessionel støtte i forbindelse med indflytning i egen bolig og for efterfølgende at kunne fastholde boligen.

I Housing First arbejder vi recovery- og rehabiliteringsorienteret.

Du kan læse mere om ACT på Social- og boligstyrelsens hjemmeside ACT-metodemanual til anvendelse på hjemløshedsområdet | Social- og Boligstyrelsen

Arbejdsopgaver
Som sygeplejerske i ACT varetager du primært sundhedspædagogiske opgaver. Hvert ACT-team yder helhedsorienteret, tværprofessionel støtte til ca. 40 borgere i egen bolig.

I tæt samarbejde med teamet skal du motivere, planlægge, koordinere, guide og vejlede borgere og samarbejdspartnere i forhold til borgerens sundhed. Du indgår samtidig i et monofagligt fællesskab med fem andre ACT-sygeplejersker, hvor sparring, videndeling og samarbejde er højt prioriteret.

Arbejdsopgaverne omfatter ikke instrumentelle sygeplejeopgaver såsom sårpleje, medicindosering eller opgaver, der varetages af hjemmesygeplejen. Arbejdet foregår primært i og omkring borgerens bolig.

Hos os får du mulighed for at arbejde relationelt og langsigtet med udsatte borgere i et team med høj faglighed, stor frihed i opgaveløsningen og tydelig ledelsesmæssig opbakning.

Vi forventer, at du

  • Er uddannet sygeplejerske
  • Har interesse for – og gerne erfaring med – målgruppen
  • Er fleksibel, tålmodig og handlekraftig samt kan tænke i kreative løsninger
  • Kan navigere i, at borgerne sjældent passer ind i standardiserede kommunale systemer
  • Har lyst til både selvstændigt arbejde og tæt samarbejde i et tværfagligt team
  • Har erfaring med mål, dokumentation og faglig refleksion
  • Har en nysgerrig tilgang og ser værdi i at indgå i et arbejdsfællesskab med højt ambitionsniveau
  • Er vedholdende, empatisk og opmuntrende – også når forandringer tager tid
  • Er rummelig og har tydelig bevidsthed om egne grænser.

Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst for syge- og sundhedsplejersker m.fl. Aflønning inden for rammerne af lokal løndannelse. Arbejdstiden er primært i dagtimerne i hverdagene. Tiltrædelse den  1. juli 2026.

Socialforvaltningen betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle, uanset køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Der skal indhentes privat straffeattest ved ansættelse.

Housing First er beliggende på Sundholmsvej 22, 2300 København S.

Yderligere oplysninger
Hvis du er interesseret i at vil vide mere om stillingen, kan du kontakte sygeplejerske M-ACT Christel Mortensen på 20 12 62 36, sygeplejerske ACT Nina Becher Ott på 21 45 87 34, bostøtte ACT Lasse Bendixen Johansen på 24 82 77 50 eller afdelingsleder Dorte Poulsen på 21 80 37 40.

Søg via linket senest onsdag den 20. maj 2026
Ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 22.